FRA DEPRESSION TIL DIAGNOSE

Det hele startede, da Nanna havde født sit andet barn. Hun udviklede en fødselsdepression, og ifølge Nanna var det muligvis den, der triggede hendes sygdom ’bipolar lidelse’. Men der gik lidt tid, før Nanna selv opdagede, hvor skidt det stod til:

”Det gik op for mig, at jeg var rigtig syg, da jeg en dag tog mig selv i at spørge min datter på 4 år, om hun ikke godt kunne lave noget eftermiddagsmad til sin lillebror. Det var ikke hendes ansvar som 4-årig at sørge for sin lillebror. Det er jo slet ikke sådan, det burde være”, fortæller Nanna.

En indlæggelse på fem måneder var nødvendig, så Nanna kunne få hjælp til at få det godt igen:

”Jeg startede op i behandling, som var en kombination af terapi og medicin, og det får jeg stadig i dag. Nu kan jeg fungere og har det godt i lange perioder ad gangen. Men der er stadig dage, hvor jeg ikke kan komme ud af sengen, og der er det særligt svært at være forælder. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis jeg ikke tog medicin. Det ville være helt katastrofalt, hvis jeg stoppede med det”.

HVEM SKAL VIDE, AT MOR ER SYG?

Nanna har fra starten af forløbet været åben omkring sin sygdom – både over for familie og venner, men også overfor børnenes vuggestue og børnehave:

”Det var vigtigt for mig, at pædagogerne kunne holde øje med, om sygdommen påvirkede mine børn. I en periode var min datter fx mere stille, og pædagogen spurgte derfor, om jeg var i en depressiv periode. Det var ikke tilfældet, men så kunne vi tale om, hvad grunden til min datters ændrede adfærd så kunne være”.

I starten var de i tvivl om, hvem de skulle fortælle om diagnosen, og de prøvede sig forsigtigt og langsomt frem:

”Første fortalte vi det kun til én pædagog. Det gik godt og vi fik en god samtale med hende. Derfra blev det lettere. Jeg ved, at mange er bekymrede, når de skal fortælle pædagoger og lærere om deres psykiske sygdom, men min oplevelse er, at der bliver sat pris på vores ærlighed, så de kan hjælpe os bedst muligt”, fortæller Nanna.

SKAB TRYGHED FOR BØRNENE

Børn mærker det, når der er noget galt, og de bekymrer sig, ligesom voksne gør. Dét er vigtigt at være opmærksom på, når man lever med en psykisk sygdom, mener Nanna:

”Det kan være hårdt, når jeg ikke er glad. Derfor er det vigtigt at sørge for, at børnene har en tryg voksen, de kan gå til og tale med, som ikke er mor eller far”, siger Nanna og tilføjer:

”Herhjemme giver vi også børnene plads til at vise deres følelser. De må reagere, blive sure og råbe: ’Jeg er så træt af, at du er ked af det hele tiden’. Sådan må de gerne have det, og det er vigtigt, at de kommer ud med det. Det er min sygdom, ikke deres”. 

STRUKTUR, STRUKTUR, STRUKTUR

Udover et særligt fokus på børnene og deres følelser har Nanna og hendes familie også forsøgt at gøre meget for at indrette deres hverdag så tryg som mulig. For mange med psykisk sygdom er en struktureret hverdag vigtig, og det har også været nøglen til at få hverdagen til at fungere hos Nanna og hendes familie:

”Sygdommen er så uforudsigelig, så vi har alle fire behov for struktur og forudsigelighed, som vi kan læne os op ad. Derfor prøver vi fx altid at stå op på samme tid, spise på samme tidspunkt og sidde på de samme pladser”, fortæller Nanna.  

Helt praktisk betyder det også, at når Nanna fx har en depression, så ved både hun, hendes mand og børnene, hvad der skal ske:

”Selvom jeg ikke sidder på min plads, så gør de andre det, og de bestræber sig på at holde fast i de vante rutiner. I de perioder står min mand for det praktiske, så den smule kræfter, jeg kan samle sammen, kan jeg bruge på at hygge med børnene”, siger Nanna og tilføjer:

”Det er ikke altid, at strukturen holder, og det er også okay. Det hele er en proces, og vi har famlet i blinde for at finde vores vej. Det gør vi stadig nogle gange i dag. Og så arbejder jeg med at tilgive mig selv, når det ikke går som aftalt”.

ÅBENHED GIVER EMPATISKE BØRN

Selvom det er hårdt for alle i familien at leve med en psykisk sygdom, ser Nanna også nogle fordele. Fx har Nannas psykiater gjort hende opmærksom på, at når hun taler åbent med sine børn om psykisk sygdom, bliver de automatisk gode til at tale om svære ting – også med andre. Det mærker Nanna tydeligt:

”Mine børn har utrolig meget empati og forståelse for andre mennesker, og for dem er det helt normalt at tale om det, hvis man har det svært. Det ser jeg som en klar fordel – både for dem selv, men også for deres venner og andre mennesker omkring dem,” siger Nanna.

EN DAG AD GANGEN

Nannas børn er nu 14 og 16 år gamle og forstår sygdommen bedre, men selvom Nanna altid har været åben omkring sin sygdom, er det stadig ikke alt, hun deler med sine børn:

”Jeg har fx ikke fortalt min datter, hvor mørke mine tanker har været. Det, børnene får at vide, skal være noget, de kan bruge til noget, så bekymringerne bliver mindre, fordi de forstår det. De skal ikke have noget at vide, som kan give flere bekymringer. Det er en svær balance, men jeg har fået opbakning fra min psykiater til at være åben”, fortæller Nanna.

Du kan få rådgivning til at tale med dine børn om psykisk sygdom her.

Nanna er i dag velbehandlet, og det betyder, at hun har det godt i lange perioder, men hun oplever stadig perioder med mani eller depression. Nanna og hendes familie tager en dag ad gangen, for i takt med at børnene bliver ældre, opstår der nye udfordringer. Det er en løbende udvikling, men med behandling, faste rammer og støtte fra folk omkring sig, har de skabt en hverdag, der fungerer for dem:

”Det vigtigste er, at man prøver sig frem og husker, at man ikke kan lykkes hver gang”, slutter Nanna.