Podcast om livet
med bipolar lidelse
I podcasten tager vi fat på emner som tidlige symptomer,
fejldiagnosticering, tabu og selvmordstanker.
Vi taler også om de pårørendes betydning, og om hvordan arbejde,
studie og socialliv får en plads i hverdagen. Vi møder personer, der
lever med bipolar lidelse – og om vigtigheden af at tale åbent om
sin sygdom.

Du kan føle dig alene - også sammen med andre
Alle mennesker føler sig ensomme fra tid til anden. Men når man har bipolar lidelse, opleves alle følelser mere intenst, og derfor kan følelsen af ensomhed også opleves alvorligere for den enkelte.
Det kan være svært at række ud til andre og have overskud til selv at tage kontakt. Det er vigtigt at få brudt dette tankemønster, så dårlig selvfølelse og manglende selvtillid ikke forstærker følelsen af ensomhed.
I denne podcast kan du høre mere om ensomhed og få inspiration til, hvad du selv kan gøre.

De fleste af os får en psykisk sygdom – du er ikke alene
Et nyt stort dansk studie viser, at 8 ud af 10 danskere i løbet af livet vil opleve en behandlingskrævende psykisk sygdom. Det betyder, at det at få brug for hjælp til mentale udfordringer ikke er undtagelsen – men snarere normen.
Psykisk sygdom er en del af det menneskelige vilkår. Og netop derfor er der et stort behov for at konfrontere fordomme og mindske stigmatiseringen af mennesker med psykisk sygdom.
I denne podcast kan du høre mere om studiet, om stigmatisering og om, at du er ikke alene.

Det handler ikke bare om viljestyrke – overvægt har sjældent én forklaring
Kender du det? Du gør dig umage med at spise sundt og bevæge dig, og alligevel er det svært at holde vægten?
Forskning viser, at både gener, hormoner, medicin og livsomstændigheder spiller ind, og kroppen og sindet arbejder tæt sammen – så det handler ikke alene om viljestyrke!
I denne podcast kan du høre mere om, hvorfor det kan være svært at holde vægten, når man lever med bipolar lidelse, og få gode råd til at håndtere hverdagen.

Når man lever med bipolar sygdom, kan man i perioder opleve tankemylder
En tanke kan udvikle sig til flere, og det kan blive svært at holde koncentrationen om den aktivitet, du var i gang med.
Tankerne kan være svære at styre, og man kan opleve at miste overblikket og få svært ved at prioritere sin tid og dagligdags opgaver.
I denne podcast kan du høre mere om forskellige tankemæssige udfordringer ved bipolar lidelse, og hvordan tankerne kan påvirkes forskelligt under hypomani, mani og depression. Du kan opnå bedre forståelse af udfordringerne og få gode råd til at håndtere dem.

Psykisk sygdom og tabu - Del 2
Hvor langt er forskningen med brug af biomarkører til at diagnosticere psykisk sygdom? Og hvor kan man få hjælp, hvis man er pårørende til en med bipolar lidelse?
Det er nogle af de spørgsmål, journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen og psykiater Lars Vedel Kessing besvarer i dette afsnit.

Psykisk sygdom og tabu - Del 1
Er det blevet sværere eller nemmere at tale åbent om psykisk sygdom inden for de sidste par år? Hvilke fordele og ulemper er der ved at tale åbent om psykiske udfordringer? Og hvordan gør man det bedst?
Det er nogle af de ting, journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen og psykiater Lars Vedel Kessing debatterer i dette afsnit.

Mænd, tabu og stigmatisering
30-årige Kasper har haft bipolar lidelse i to år. Han taler åbent om sin diagnose, selvom han dagligt bekymrer sig om andres fordomme og stigmatisering. 44-årige John har haft bipolar lidelse i 16 år, men han har holdt diagnosen hemmelig for alle omkring sig. Først sidste år fortalte han det til sin søster og niece – og nu er tiden kommet til at dele det med endnu flere.

Ung med Bipolar lidelse
Da Magnus var 19 år, havde han fuld fart på. Han gik på gymnasiet, trænede op til maraton og festede med vennerne. Men pludselig tog hans aktive ungdomsliv en uventet drejning, og han endte med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.
I dette afsnit kan du høre, hvordan Magnus kæmpede sig tilbage til sin hverdag, og hvordan han i dag balancerer livet som ung studerende med bipolar lidelse.

Hverdagen
I dette afsnit kan du bl.a. høre, hvordan Nanna har lært at håndtere hverdagen med bipolar lidelse, studie og arbejde, efter hun fik sin diagnose for snart fire år siden. Og du kan få tips til, hvad du kan gøre i de perioder, hvor en psykisk sygdom kan gøre det ekstra svært at leve op til de mange krav, der følger med et studie eller arbejde.

Fordomme og tabu
I dette afsnit kan du høre om tabu og fordomme om psykisk sygdom – og du kan høre Nanna fortælle, hvorfor hun mener, at det er vigtigt at tale åbent om det, der er tabubelagt, fx selvmordstanker.