Podcast om livet
med bipolar lidelse
I podcasten tager vi fat på emner som tidlige symptomer,
fejldiagnosticering, tabu og selvmordstanker.
Vi taler også om de pårørendes betydning, og om hvordan arbejde,
studie og socialliv får en plads i hverdagen. Vi møder personer, der
lever med bipolar lidelse – og om vigtigheden af at tale åbent om
sin sygdom.

Når man lever med bipolar sygdom, kan man i perioder opleve tankemylder
En tanke kan udvikle sig til flere, og det kan blive svært at holde koncentrationen om den aktivitet, du var i gang med.
Tankerne kan være svære at styre, og man kan opleve at miste overblikket og få svært ved at prioritere sin tid og dagligdags opgaver.
I denne podcast kan du høre mere om forskellige tankemæssige udfordringer ved bipolar lidelse, og hvordan tankerne kan påvirkes forskelligt under hypomani, mani og depression. Du kan opnå bedre forståelse af udfordringerne og få gode råd til at håndtere dem.

Psykisk sygdom og tabu - Del 2
Hvor langt er forskningen med brug af biomarkører til at diagnosticere psykisk sygdom? Og hvor kan man få hjælp, hvis man er pårørende til en med bipolar lidelse?
Det er nogle af de spørgsmål, journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen og psykiater Lars Vedel Kessing besvarer i dette afsnit.

Psykisk sygdom og tabu - Del 1
Er det blevet sværere eller nemmere at tale åbent om psykisk sygdom inden for de sidste par år? Hvilke fordele og ulemper er der ved at tale åbent om psykiske udfordringer? Og hvordan gør man det bedst?
Det er nogle af de ting, journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen og psykiater Lars Vedel Kessing debatterer i dette afsnit.

Mænd, tabu og stigmatisering
30-årige Kasper har haft bipolar lidelse i to år. Han taler åbent om sin diagnose, selvom han dagligt bekymrer sig om andres fordomme og stigmatisering. 44-årige John har haft bipolar lidelse i 16 år, men han har holdt diagnosen hemmelig for alle omkring sig. Først sidste år fortalte han det til sin søster og niece – og nu er tiden kommet til at dele det med endnu flere.

Ung med Bipolar lidelse
Da Magnus var 19 år, havde han fuld fart på. Han gik på gymnasiet, trænede op til maraton og festede med vennerne. Men pludselig tog hans aktive ungdomsliv en uventet drejning, og han endte med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.
I dette afsnit kan du høre, hvordan Magnus kæmpede sig tilbage til sin hverdag, og hvordan han i dag balancerer livet som ung studerende med bipolar lidelse.

Hverdagen
I dette afsnit kan du bl.a. høre, hvordan Nanna har lært at håndtere hverdagen med bipolar lidelse, studie og arbejde, efter hun fik sin diagnose for snart fire år siden. Og du kan få tips til, hvad du kan gøre i de perioder, hvor en psykisk sygdom kan gøre det ekstra svært at leve op til de mange krav, der følger med et studie eller arbejde.

Fordomme og tabu
I dette afsnit kan du høre om tabu og fordomme om psykisk sygdom – og du kan høre Nanna fortælle, hvorfor hun mener, at det er vigtigt at tale åbent om det, der er tabubelagt, fx selvmordstanker.

Diagnosen
I dette afsnit kan du høre om vigtigheden af at få den rette diagnose og behandling, og du kan høre 27-årige Nanna fortælle, hvad det betød for hende endelig at få en forklaring på, hvorfor hun hele sit liv har gået med en følelse af at være anderledes.