Du kan gøre en forskel

Er du er pårørende til en med bipolar lidelse? Og har du sat dig godt ind i sygdommen? Så er du allerede godt i gang med at hjælpe. For jo mere du ved om sygdommen, jo bedre kan du være med til at spotte tegn og symptomer, så I sammen kan holde øje og reagere, hvis en episode med mani eller depression er på vej.
En storm af spørgsmål kan komme væltende, hvis én tæt på dig får diagnosen ’bipolar lidelse’. Hvordan hjælper jeg bedst muligt? Hvad må jeg hjælpe med? Hvor meget må jeg hjælpe? Og hvornår er jeg for påtrængende? Det er naturligvis forskelligt fra person til person, hvordan de spørgsmål vil blive besvaret, men her i artiklen får du nogle gode råd til, hvordan du kan håndtere det, hvis din pårørende får en psykisk sygdom.
Sammen er i stærkere
Det er svært at vide, hvordan du hjælper din nære med bipolar lidelse bedst muligt. Nogen har brug for at tale om diagnosen, mens andre hellere vil tale om alt andet. Derfor er det en god ide at spørge, hvordan din nære foretrækker, at du hjælper. I kan fx skrive konkrete ting ned, du kan hjælpe med under en depression eller ved en mani. Det kan fx være madlavning, en gåtur eller hjælp med at få betalt regninger til tiden.
Du kan finde flere gode råd til hverdagen som pårørende her.
Deltag aktivt i behandlingen
Det er også en god ide, at du deltager aktivt i behandlingen, hvis det er okay for den tæt på dig med bipolar lidelse. Forskning viser, at antallet af genindlæggelser og tilbagefald falder, når pårørende bliver inddraget i behandlingen. Du kan fx tage med til samtalerne med behandleren. Måske har du lagt mærke til en ændret adfærd, der kan være en stor hjælp for behandleren at høre om.
Desuden husker to hjerner bedre end én, og I kan derfor begge minde hinanden om, hvad der bliver sagt og aftalt på møderne med behandleren.
Psykoedukation kan hjælpe jer begge
Psykoedukation er undervisning i psykiske sygdomme, og de udfordringer der kan følge med. Psykoedukation foregår i grupper, hvor man sammen med andre lærer at forstå ens egen eller ens pårørendes sygdom.
Psykoedukation til pårørende alene eller sammen med ens nære med bipolar lidelse kan være en fordel, fordi det kan være med til at reducere antallet af tilbagefald eller forlænge perioden til et tilbagefald, viser en undersøgelse.
Psykoedukation kan også give en mere åben og tolerant tilgang til sygdommen, og det hjælper din nære i behandlingen. Faktisk er risikoen for tilbagefald 2-3 gange højere, hvis pårørende har en negativ holdning til sygdommen, end hvis de er åbne og anerkendende.
LÆS OGSÅ
Kender du følelsen af ensomhed? Den kan du gøre noget ved
At være alene er ikke det samme som at være ensom. Læs om ensomhed ved bipolar lidelse – hvorfor den rammer hårdere, og hvad du selv kan gøre for at række ud.
Psykoeduktion til pårørende kan hjælpe med
- At oplyse om symptomer og strategier til at forebygge depression og mani
Når du kender symptomerne, kan du bedre hjælpe og måske være med til at forebygge eller mindske en svær periode. - At yde støtte til pårørende og reducere omsorgsbyrden
Som pårørende vil du ofte gerne hjælpe, men det er vigtigt også at huske dig selv og dine behov - At reducere stigma og øge accept af sygdommen
Som pårørende kan du også opleve stigmatisering af bipolar lidelse, når du er tæt på én med sygdommen. Søg derfor gerne viden om, hvordan du håndterer stigmatisering.
Husk dig selv
Når du er pårørende til en person med psykisk sygdom, kan du også selv opleve mange følelser og reaktioner. Husk på, at der ikke er nogle rigtige eller forkerte følelser – det vigtige er, hvordan du håndterer dem. Det kan være en god ide at have en person, som du kan tale åbent og ærligt med om dine bekymringer, følelser og frustrationer.
Psykisk sygdom rammer alle i en familie, og det kan være hårdt at være pårørende. Derfor er det vigtigt at huske at tage vare på sig selv og evt. få råd og sparring fra andre i samme situation. Du kan fx få ’pårørende til pårørende ’-samtaler hos Psykinfo i din region. Det kan du læse mere om her