HVERDAG OG SUNDHED

HÅNDTER DIN HVERDAG MED BIPOLAR LIDELSE

Der kan være mange udfordringer ved at leve med bipolar lidelse. Men heldigvis kan du selv gøre meget for at skabe de bedste rammer for dig selv og for at håndtere livet med bipolar lidelse på den bedst mulige måde.

Du kan ikke få sygdommen til at forsvinde, men du kan sagtens leve et godt liv med bipolar lidelse. Vi har samlet nogle råd til en bedre hverdag for dig med bipolar lidelse.

 

FÅ DEN RETTE BEHANDLING, OG HOLD FAST I DEN

Det er afgørende at finde den rette behandling, der på den bedste måde kan hjælpe dig. Behandlingen består af medicinsk behandling og psykoterapeutisk behandling.

Målet med behandlingen er at mindske, hvor ofte og hvor alvorlige episoder du får med mani og depression. Fortæl din læge, hvordan du har det, så I sammen kan finde den rette behandling til dig.

De fleste med bipolar lidelse har brug for at tage medicin resten af deres liv.

Når man har det godt, kan det dog være fristende at stoppe sin behandling. Men undersøgelser viser, at du typisk inden for et år, efter du har stoppet din behandling, igen vil opleve symptomer på sygdommen.

Hvis du ønsker at stoppe din behandling, er det vigtigt, du taler med din læge først, så I sammen kan lave en plan for, hvordan du eventuelt kan nedtrappe din medicin. Hvis du føler, din behandling ikke virker, eller du oplever mange bivirkninger, bør du også tale med din læge.

Og husk, hvis du lige er startet i en ny behandling, kan der gå otte uger, før den virker.

 

SÆT DIG IND I BIPOLAR LIDELSE

Den bedste forudsætning for en vellykket behandling og en god hverdag er, at du har en god forståelse for, hvad bipolar lidelse er for en sygdom, og hvordan den påvirker dig. Det er derfor en god idé at sætte dig godt ind i sygdommen. Du kan starte med at læse artiklen her

TRÆF SUNDE VALG

Det kan have mange positive effekter for din sygdom at leve sundt i forhold til stress, rutiner, kost, rygning, alkohol og motion. Usunde vaner er omvendt en risikofaktor for at udvikle episoder af mani eller depression. Her kan du få overblik over de sunde valg, der kan give dig en bedre hverdag

 

 

UNDGÅ STRESS

Stress kan trigge bipolar lidelse, og det er derfor en god idé at indrette dit liv på en måde, der ikke skaber for meget stress i hverdagen. Tænk over, hvordan du kan undgå stress på arbejdet og i fritiden. Du kan også meditere, for at skabe mere ro og mindre stress i hverdagen.

 

 

HAV FASTE RUTINER

Rutiner er godt for en god kontrol med din sygdom. Prøv om du kan have en fast rutine for, hvornår du arbejder, spiser, motionerer og sover. Rutinerne kan forhindre maniske og depressive episoder.

SPIS SUNDT

Sund kost kan have en positiv effekt på både din sygdom og din livskvalitet generelt. Nogle behandlinger for bipolar lidelse kan give risiko for vægtøgning, og her bør man være ekstra opmærksom på at spise sundt. Følg de generelle kostråd: spis 600 g frugt og grønt dagligt, spis minimum 200 g fisk ugentligt, vælg fuldkorn, spar på sukker og fedt og sluk tørsten i vand.

 

UNDGÅ KOFFEIN

Koffein kan øge virkningen af visse lægemidler. Det kan derfor være en god idé at undgå kaffe og energidrikke.

 

UNDGÅ RYGNING

Rygning er også en risikofaktor for bipolar lidelse. Hvis du gerne vil stoppe med at ryge, bør du gøre det i en stemningsstabil periode for at øge chancen for succes.

 

PAS PÅ MED ALKOHOL OG ANDRE RUSMIDLER

Alkohol kan starte, forstærke og fastholde en mani, og du bør derfor særligt i maniske perioder holde helt igen med alkohol. Alkohol kan desuden øge virkningen af visse lægemidler. Andre rusmidler kan ligeledes trigge episoder, og dem bør du derfor helt undgå.

LÆS OGSÅ

HVERDAGEN SOM PÅRØRENDE TIL EN MED BIPOLAR LIDELSE

Der kan være mange følelser og bekymringer i spil, når man et tæt på en person med bipolar lidelse. Vi har derfor samlet en række råd til, hvordan du bedst kan håndtere hverdagen som pårørende. 

Læs MERE

NOTER DINE VANER OG HUMØR

Det kan være en god idé at notere i en logbog, hvordan du har det, og hvordan dine kost-, motions- og søvnmønstre ser ud, samt hvilke stressfaktorer der påvirker dig. Det kan give dig en bedre forståelse af, hvad der trigger din sygdom, og du kan derved bedre forberede dig på perioder, hvor du er særligt udsat.

 

LAV EN NØDPLAN

Uanset hvordan du indretter dit liv, kan der opstå episoder med mani eller depression. Det er derfor en god idé at have en nødplan klar for, hvordan du eller dine pårørende skal agere, hvis der skulle opstå en episode. Planen kan eksempelvis indeholde:

  • En liste over personer du kan kontakte, hvis du føler dig ude af kontrol

  • Telefonnumre på læge, akutmodtagelse, selvmordslinjen og andre relevante instanser

  • Information om din behandling

  • Information om symptomer, der bør sætte alarmklokkerne i gang

  • En note til dig selv om, at du altid kan række ud efter hjælp, hvis du har brug for det

Overvej, hvad der tidligere har været en hjælp for dig, og tag det med i din nødplan. Du kan eventuelt lave planen sammen med dine pårørende eller din behandler.

TJEK, HVORDAN DU HAR DET

Hvilket liv vil du gerne leve?
Har du en behandlingsplan?
Og holder du øje med udsving i din sygdom

Med denne spørgeguide kan du notere hver dag, hvordan du har det og på den måde holde øje med, om der er for mange eller for store udsving i dit humør.
Du får også overblik over, hvordan din søvn, din livsstil eller din behandling kan spille ind eller måske direkte trigge udsving i din sygdom.