HVERDAGEN MED BIPOLAR LIDELSE

HVORDAN PÅVIRKER MEDICIN TIL BIPOLAR LIDELSE KROPPEN? 

Når du har bipolar lidelse, kan du få forskellige typer medicin, der hver især påvirker din krop forskelligt.

Alt efter om en behandling indebærer humørstabiliserende, antipsykotisk eller antidepressiv medicin, vil det variere, hvordan din krop reagerer. Det er en god idé løbende at tale med din behandler om, hvordan din behandling virker på dig, så I sammen kan sikre, at du har det så godt som muligt.

PÅVIRKER MEDICINEN MIN VÆGT?

En kendt bivirkning ved behandling er påvirkning af din vægt. Du kan både opleve at tabe dig eller tage på, men risikoen for at tage på er størst i starten af en behandling.

 

 

DE TRE TYPISKE ÅRSAGER TIL VÆGTÆNDRINGER ER: 


1. Kombination af medicin

Det kan påvirke din vægt, når du tager stemningsstabiliserende medicin i kombinationen med andet medicin. Tal derfor med din behandler om, hvilken kombination af medicin der passer bedst til dig.

2. Mere tørstig
Noget medicin påvirker din tørst, så du føler dig mere tørstig end normalt. Det er en god ide at slukke tørsten i vand, hvis du vil undgå at tage på, da mange sukkerholdige drikke kan øge risikoen for, at du tager på i vægt.

3. Mere sulten
Noget medicin til bipolar lidelse kan stimulere og påvirke din hjerne, så du føler dig mere sulten. Det er dermed ikke medicinen i sig selv, der gør, at du tager på, men snarere, at du kan opleve en øget sult og derfor typisk spiser mere. En sund kost er derfor en god ide og kan have en positiv effekt på både din sygdom og din livskvalitet generelt.

Hvis du overvejer at stoppe din medicinske behandling, fx pga. bivirkninger, er det vigtigt, at du starter med at tale med din behandler om dine overvejelser. Hvis du stopper uplanlagt med at tage din medicin, stiger din risiko for tilbagefald, mere intense symptomer og længere indlæggelser.

Læs mere om, hvordan medicin til bipolar lidelse virker, her. 

 

HVAD KAN JEG GØRE?

Der er heldigvis meget, du kan gøre, for at mindske risikoen for uønskede bivirkninger. Din livsstil har stor betydning for, hvordan du har det, når du starter i behandling. En sund livsstil har en positiv effekt på både din livskvalitet, din vægt og din sygdom. Derfor er det en god idé at være opmærksom på, hvordan du kan skabe de bedste rammer for dig og din behandling.

Overvej fx at:

  • Undgå rygning

  • Pas på med alkohol

  • Spis sundt

  • Begræns koffein

  • Vær fysisk aktiv

 

SELVBILLEDE OG LIVSKVALITET

Der er kropidealer overalt, og derfor er det godt at huske på, at vi alle er genetisk forskelligt bygget. Hvordan du føler og oplever dig selv, er dog vigtigt for både dit psykiske helbred og din livskvalitet. Hvis du føler dig utilpas i din krop, er det en god ide at tale med din behandler om det, så I sammen kan lægge en plan for, hvordan du får det bedst muligt med dig selv og din krop. Hvis du har det godt med dig selv, vil du typisk også opleve en øget livskvalitet.

Det er forskelligt fra person til person, hvad der skaber livskvalitet i hverdagen. Nogle kan fx have behov for redskaber til at:

    • Indgå i sociale relationer

    • Få et bedre selvværd

    • Bo alene

    • Gennemføre et studie

    • Være i arbejde

En undersøgelse viser, at flere oplever en bedre livskvalitet, når den medicinske behandling af bipolar lidelse bliver kombineret med psykiatrisk behandling, fx psykoedukation, og en sund livsstil. Du har ret til den behandling, der passer bedst til dig, så du kan leve så godt som muligt med bipolar lidelse. Tal derfor med din behandler om, hvordan I sammen sikrer, at du får et så godt liv som muligt med bipolar lidelse.

LÆS OGSÅ

BIPOLAR SAMMEN MED ANDRE DIAGNOSER

Der er ikke kun én forklaring på, hvorfor nogen udvikler bipolar lidelse. Det handler nemlig både om arv og miljø. Det er dog den arvelige del, der har størst betydning for, at nogen udvikler sygdommen. 

Læs MERE

TJEK, HVORDAN DU HAR DET

Hvilket liv vil du gerne leve?
Har du en behandlingsplan?
Og holder du øje med udsving i din sygdom

Med denne spørgeguide kan du notere hver dag, hvordan du har det og på den måde holde øje med, om der er for mange eller for store udsving i dit humør.
Du får også overblik over, hvordan din søvn, din livsstil eller din behandling kan spille ind eller måske direkte trigge udsving i din sygdom.