SYMPTOMER

SYMPTOMER VED BIPOLAR LIDELSE

Der findes to typer af bipolar lidelse. Type I karakteriseres af tilbagevendende perioder af både maniske og depressive episoder. Ved bipolar lidelse type II har du i stedet episoder med depression og hypomani, der er en mildere form for mani. Diagnosticeringen mellem de to typer sker ud fra symptomerne.

BIPOLAR LIDELSE TYPE I: MANI OG DEPRESSION

SYMPTOMER VED MANI

Ved bipolar lidelse type 1 vil manien vise sig som svær uro, tankeflugt, ukritisk adfærd, mindre behov for at sove, en øget lyst til sex, opstemthed, irritation eller vrede. En manisk episode vil vare i mindst en uge. Når du har en manisk episode, er dit humør hævet på en måde, hvor det ikke stemmer overens med den situation, du befinder dig i.

Ved en mani kan du opleve en følelse af, at du klarer alt. Det kan føles som om tankerne farer gennem hovedet, du bliver let distraheret, og du sætter nye planer i gang uden at kunne overskue at afslutte dem.

SYMPTOMER VED DEPRESSION

Når du har bipolar lidelse type I og oplever en episode med depression, er du trist og modløs. Du mister evnen til at føle, og uanset hvad du laver, bliver du hverken påvirket eller muntret op. Du kan opleve nedsat selvtillid, et øget behov for søvn og du har vanskeligt ved at koncentrere dig. Du kan også have tanker om død eller selvmord.

 

BIPOLAR LIDELSE TYPE II: DEPRESSION OG HYPOMANI

Ved bipolar lidelse type II er symptomerne ved depression de samme som ved type I. Men symptomerne ved hypomani er lettere end ved mani. Det betyder, at de ikke behøver påvirke din mulighed for at forsætte en hverdag med arbejde og socialt liv, som en type I mani ellers gør.[1] En episode med hypomani giver dig et løftet eller irritabelt humør i mindst fire dage. Derudover kan du være mere aktiv eller rastløs, have et øget behov for at tale, mindre trang til at sove, koncentrationsbesvær, have en overmodig adfærd eller større behov for selskab end man plejer.

FORSKEL PÅ SYMPTOMER OG ’NORMALE’ UDSVING

Det er vigtigt at være opmærksom på, at du sagtens kan opleve udsving i humøret, uden der er tale om bipolar lidelse. Ved bipolar lidelse vil symptomerne have en negativ påvirkning på din dagligdag i udtalt grad. Vær også opmærksom på, hvis du har et hævet humør, som ikke stemmer overens med situationen, du er i, eller hvis du har en dumdristig eller upassende adfærd, som ikke er typisk for dig.

Hvis du sover markant mindre, end du plejer at gøre, men i øvrigt er helt frisk, kan det være et tegn på mani. Hvis du er modløs, opgivende og træt, især uden at kunne finde en årsag til det, kan det betyde, at du har begyndende symptomer på depression. Tal med din læge, hvis du oplever disse symptomer.

 

 

FORSKEL PÅ BIPOLAR LIDELSE OG DEPRESSION

Bipolar lidelse og tilbagevendende depression er to sygdomme, hvor humøret forstyrres. Men da behandling, forløb og fremtidsudsigterne for de to er forskellige, er det vigtigt at kende forskel på dem. For eksempel har man ikke maniske episoder ved depression. Hvis du har depressive episoder og derudover oplever bare én manisk episode, så vil der være tale om bipolar lidelse og ikke depression.

LÆS OGSÅ

HÅNDTÉR HVERDAGEN MED BIPOLAR LIDELSE

Der kan være mange udfordringer ved at leve med bipolar lidelse.  

Læs MERE

TJEK, HVORDAN DU HAR DET

Hvilket liv vil du gerne leve?
Har du en behandlingsplan?
Og holder du øje med udsving i din sygdom

Med denne spørgeguide kan du notere hver dag, hvordan du har det og på den måde holde øje med, om der er for mange eller for store udsving i dit humør.
Du får også overblik over, hvordan din søvn, din livsstil eller din behandling kan spille ind eller måske direkte trigge udsving i din sygdom.